Nyhed -
25-års jubilar i Bygma Them
Jeanette Sprogø Olesen, der er kontorassistent i Bygma Thems administration, kan fejre 25-års jubilæum den 19. januar 2023
Jeanette Olesen blev i 1992 uddannet som teknisk assistent inden for byggeri, da hun har altid godt har kunnet lide at tegne og designe. Men til hendes ærgrelse, var det svært at få job inden for dette felt, da man begyndte at anvende designprogrammer på PC til opgaver, der ellers hidtil var foregået manuelt.
I 1993 fik Jeanette sit første barn og valgte derfor at gå hjemme i en periode, der endte med at vare længere end forventet, da der kom endnu en familieforøgelse i 1996. Efter nogle år med deltidsjob i et supermarked, valgte Jeanette at søge job inden for hendes interesseområde. Til hendes store glæde resulterede det i en ansættelse som salgsassistent ved Årup Tømmergård på Fyn, inden Jeanette og hendes familie valgte at flytte tilbage til Them, hvor hun blev ansat i Themo Byggecenter Byggekram, der senere blev til Bygma Them.
Fra salgsassistent til kontorassistent
Jeanettes rolle i Bygma Them har ændret sig i årenes løb. Hun blev oprindelig ansat som salgsassistent først i malerafdelingen og siden i værktøjsafdelingen. Fra tid til anden afløste hun som kontorassistent og udførte administrative opgaver, når den daværende kontorassistent holdt ferie o. l. Og da jobbet blev ledigt, valgte Jeanette efter 15 år at takke ja til jobbet som kontorassistent.
”Jeg kan godt lide at jobbet er så alsidigt; ikke to dage er ens. Jeg fungerer stadig som sælger og hjælper til, hvor der er behov. Vi er jo en lille forretning med kun 12 ansatte” fortæller Jeanette. ”Jeg står bl.a. for logistikken i forbindelse med vores status og har ansvaret når der udføres lageroptælling” tilføjer hun.
Tilbageblik på årene der gik
Når Jeanette ser tilbage på de 25 år i Bygma, er der ingen tvivl om, at der er mange gode oplevelser med kollegaer og kunder, som hun altid vil huske. Jeanette nyder det gode sammenhold og de gode kollegaer, som hun er tæt knyttet til.
Jeanette Sprogø Olesen, er født og opvokset i Them, hvor hun bor med sin mand Anders. Parret har 3 døtre og 2 børnebørn; den yngste er født den 9. januar 2023. I sin fritid spiller Jeanette golf. Derudover har Jeanette og Anders købt en autocamper; så de kan køre rundt i Danmark og en tur til udlandet, når tiden tillader det.
Jubilæet markeres med åbent hus torsdag den 19. januar 2023 kl. 12-14 for kunder, kollegaer, familie og venner, hvor der serveres øl og vand og pølser fra den populære Trosborg.