Nyhed -
Ny håndbog skal hjælpe med udbredelse af CLT i byggeriet
CLT, som består af krydslamineret træ, anvendes til etagebyggeri mange steder i udlandet, og er så småt ved at vinde indpas i Danmark. Profile A/S har nu udgivet en håndbog, der skal give håndværkere en god start på projekter med CLT.
”For mange arkitekter, entreprenører og bygherrer er bæredygtighed en vigtig parameter i materialevalget, siger direktør René Holde fra Profile A/S. ”CLT er et oplagt valg, da det reducerer klimabelastningen med op til 50% i forhold til stål og beton. CLT kaldes ofte ’træets svar på beton’, fordi det er stærkt i alle retninger. Det er perfekt til at bygge både stort og højt, og det giver en hurtig byggeproces”.
Ny håndbog om CLT i Praksis
”Alligevel halter den danske byggebranche bagefter vores nabolande, når det handler om anvendelsen af CLT i byggeriet” siger René Holde videre. ”Vi vil gerne hjælpe kunder og samarbejdspartnere, og øvrige aktører i branchen, med at komme i gang. Med håndbogen ”CLT i Praksis” ønsker vi at give håndværkerne de rette værktøjer til at bygge med CLT og at sikre professionelle konstruktioner”.
Håndbogen indeholder praktiske råd og vejledning om CLT, bl.a. montage, logistik og opbevaring af CLT-elementer på byggepladsen.