Pressemeddelelse -
1800 medarbejdere forbindes via ny digital platform
Bygma har netop lanceret deres nye kommunikationsapp til medarbejderne, MitBygma. Appen er en vigtig del af Bygmas øgede fokus på digitalisering og ønsket om hele tiden at højne informationsniveauet og vidensdelingen i virksomheden. Medarbejderne hos landets største danskejede leverandør af byggematerialer kan nu se frem til at blive forbundet og interagere på tværs af hele landet.
Landets største danskejede leverandør af byggematerialer har igennem de sidste mange år oplevet vækst. Bygmas 1800 medarbejdere og 62 butikker på tværs af landet stiller store krav til den interne kommunikation i virksomheden, der har et erklæret mål om at styrke informationsniveauet og vidensdelingen med henblik på høj medarbejdertilfredshed.
Det skal de nye digitale muligheder være medvirkende til. Det fortæller HR-direktør i Bygma, Anette Sondrup.
- Igennem de sidste år har vi oplevet vækst med nye butikker og nye medarbejdere, hvilket er positivt, men kan gå ud over den interne kommunikation og vidensdeling. Samtidig har vi et ønske om hele tiden at være der, hvor medarbejderne er – og de er på de digitale platforme. Derfor har vi lanceret appen, så vi kan sikre, at alle vores medarbejdergrupper fra lager, butik, kontor og lastbil føler sig godt informerede om, hvad der sker i virksomheden, i deres og andre butikker samt blandt deres kolleger, lyder det fra Anette Sondrup, der fortsætter:
- Tidligere har vi brugt opslagstavlen til de af medarbejderne, der ikke har adgang til en computer. Men med en platform der kan bruges på telefonen, åbner vi op for helt nye muligheder. Der kan fx deles flere forskellige medier som film og video, der kan oprettes forskellige erfaringsgrupper på tværs af regioner og afdelinger. Samtidig kommer samtlige af vores medarbejdere til at kende grunden bag de beslutninger, der bliver truffet. Det håber vi, vil medføre, at arbejdsglæden og det tætte kollegaskab når nye højder.
En platform for nye fællesskaber
Når Bygma-medarbejderne diskuterer arbejdsglæde, er der især to faktorer, der går igen. Man vil gerne føle sig værdsat, og man vil gerne skabe fællesskaber på tværs af virksomheden. Ifølge Anette Sontrup vil begge dele blive nemmere med MitBygma.
- Vi måler og taler ofte med vores medarbejdere om arbejdsglæde. Et ønske fra medarbejderne har været at skabe et større netværk på tværs af koncernen og dele erfaringer med hinanden. Med MitBygma er det nu muligt, fortæller Anette Sondrup og fortsætter:
- Vi har for eksempel lavet en digital gruppe i appen, hvor alle vores bæredygtighedsambassadører, der er fordelt ud i butikker i hele landet, og vores bæredygtighedsdirektør, Elnaz Ehsani, har mulighed for at dele og informere om nye tiltag inden for bæredygtighed. Det samme har vi gjort med vores elever og arbejdsmiljørepræsentanter. Vi tror på, at fællesskaberne kan højne arbejdsglæden.
Gennemtestet og godkendt af medarbejderne
For at sikre at platformen fungerede optimalt og havde de rette funktionaliteter, er den blandt andet blevet testet af medarbejderne i Bygma Roskilde i to måneder op til lanceringen. Direktør i Bygma Roskilde, Steen Vulpius, fortæller, at MitBygma allerede er blevet en integreret del af hverdagen, og appen både kan hjælpe med at sikre den bedste kundeservice og højne fællesskabet kollegerne imellem:
- Med MitBygma appen kan vi sikre, at information og kommunikation kommer ud til vores medarbejdere på en mere tilgængelig måde. Vi har testet appen i to måneder, og allerede nu bruger vi den som vores primære kommunikationsplatform, lyder det fra Steen Vulpius, der fortsætter:
- Appen hjælper vores medarbejdere til information, der derefter kommer vores kunder til gode. De kan lynhurtigt danne sig et overblik over nye produktnyheder eller sortimentsændringer. Det har medarbejderne her i Roskilde været rigtig glade for, så nu ser vi frem til, at alle vores kollegaer rundt omkring i Danmark kommer med på den digitale vogn, og at vi kan indgå i fællesskaber på tværs af virksomheden.
Emner
Kategorier
Bygma Gruppen beskæftiger ca. 2.700 ansatte fordelt på mere end 100 forretningsenheder i hele Norden. Koncernen er den største danskejede leverandør til byggeriet med aktiviteter inden for salg og distribution af byggematerialer. Bygma Gruppen omsatte i 2022 for 11,6 mia. DKK.