Pressemeddelelse -
Bygma investerer i morgendagens medarbejdere
Det er ikke hver dag, at beskeden om, at man er udvalgt til et praktikophold i Sverige eller Island tikker ind i indbakken. Alligevel har det været tilfældet for fire salgstrainees fra Bygma, der har fået en unik mulighed for at kombinere oplevelser med læring.
I Bygma uddanner man medarbejderne til at møde nutidens og fremtidens udfordringer. Koncernen ser samtidig det at investere i den unge generation som et grundlæggende ansvar – og her spiller uddannelse en vigtig rolle. Som en del af uddannelsen tilbyder Bygma et praktikophold for fire udvalgte salgstrainees, hvor der i år stod enten Sverige eller Island på flybilletten.
- Som nordisk koncern er det oplagt at få del i den viden, der gemmer sig uden for landegrænserne. Derfor giver vi udvalgte elever en unik mulighed for at være en del af vores datterselskaber i Norden i en periode. Vi tror på, at de kan tilegne sig en masse god læring og bruge det i deres dagligdag, når de er tilbage fra praktikopholdet, lyder det fra Anette Sondrup, der er HR-direktør hos Bygma.
Kufferten fuld af viden
Når Bygma sender deres salgstrainees ud i norden, er det afgørende, at de udelukkende skal tænke på at lære og suge viden til sig. Derfor sørgede koncernen da også for alt. Lige fra de satte sig på flyveren, til de var hjemme igen.
- Under praktikopholdene vælger vi at stå for alt det praktiske såsom lommepenge og naturligvis overnatning. Det gør vi, da vi gerne vil skabe de bedste rammer for de fire salgstrainees, så de udelukkende kan koncentrere sig om at fylde kufferten med viden, der kan komme dem til gavn i deres videre forløb, siger Anette Sondrup.
En udvidet horisont
De fire salgstrainees der har været afsted i Sverige og i Island, har ikke blot fået sig en stor oplevelse. De har også fået muligheden for at udvikle sig på det personlige plan og blive klogere på, hvordan man møder kunderne på bedste vis i andre forretninger.
- Vi har lært rigtig meget af vores islandske kollegaer. Både i forhold til hvordan butikkerne tager sig ud, men også hvordan samarbejdet med leverandørerne foregår her. En mulighed som denne hænger ikke på træerne, da man både udvikler sig personligt og som medarbejder i Bygma, lyder det samstemmende fra Michael Hemmingsen fra Bygma Aabenraa og Rasmus Thomsen fra Bygma Tønder, der har været 14 dage i Island.
De bliver suppleret af Sebastian Graff fra Bygma Odense og Christian Andersen fra Bygma Galten, der har været i Sverige.
- Som salgstrainee i Bygma føler man i høj grad, at der bliver gjort et stort stykke arbejde for, at vi skal have et godt og lærerigt forløb. Vores 14 dage i Sverige har ikke været nogen undtagelse, hvor vi især har fået øjnene op for, hvordan arbejdsgangene fungerer her og ved hjælp af dem skabe den bedste oplevelse for kunderne.
Emner
Kategorier
Bygma Gruppen beskæftiger ca. 2.700 ansatte fordelt på mere end 100 forretningsenheder i hele Norden. Koncernen er den største danskejede leverandør til byggeriet med aktiviteter inden for salg og distribution af byggematerialer. Bygma Gruppen omsatte i 2022 for 11,6 mia. DKK.