Pressemeddelelse -
Direktør for Bygma Aars takker af
Efter præcis 20 år som direktør for Bygma Aars har Steen Larsen valgt at udskifte direktørstolen med et velfortjent seniorliv ved udgangen af juli.
Det er en veldrevet forretning med 45 engagerede medarbejdere og fokus på de professionelle håndværkere, som Steen Larsen nu kan overdrage til sin efterfølger.
Karriere i trælastbranchen
Efter udstået læretid og efterfølgende ansættelse i trælastbranchen - først hos Lindholm Trælast og siden hos Rold Trælast - kom Steen Larsen, efter en kort afstikker til en anden branche, i år 2000 til Bygma Aars som direktør. På det tidspunkt havde han senest arbejdet som salgsdirektør, fået god ledelseserfaring og var parat til et mere ansvarsfuldt job. Børnene var vokset til, familien bakkede op og direktørjobbet var derfor den næste naturlige udfordring for Steen Larsen.
Fokus på de professionelle
”Jeg kom til en forretning, der gjorde meget for de lokale, og det er vi fortsat med” fortæller Steen Larsen. ”Men vi ændrede fokus fra at være orienteret mod møbelbranchen til at satse på trælast; primært rettet mod det professionelle segment. Det var en god beslutning, for vi har fastholdt vores private og semi-professionelle kunder, ligesom mange nye professionelle håndværkskunder er kommet til. Det er en forretning i rigtig god udvikling”.
Adrenalin-kick og high fives
Når Steen Larsen den 31. juli overdrager direktørkontoret til sin efterfølger Rune Poulsen, vil han komme til at savne samarbejdet med medarbejdere og direktørkollegaer i Bygma koncernen.”Jeg vil bl.a mangle adrenalin-kick’et ved en god ordre og ’high fives’ med medarbejderne, når vi når en milepæl” siger han.”Men der er også en frihed ved at kunne være mere for familien, og gøre plads til andre ting”. I første omgang fortsætter Steen Larsen dog med at arbejde et par dage om ugen med konsulentopgaver for Bygmas Region Nord. Så helt slipper han ikke den store danske byggematerialekoncern.
Steen Larsen bor i Hasseris ved Aalborg, og tilbringer gerne kvalitetstid med børn og børnebørn; bl.a. i sommerhuset i Blokhus. Sammen med sin hustru Lene holder han desuden om vinteren af at rejse til fjerne destinationer.
Emner
Kategorier
Regions
Bygma Gruppen beskæftiger ca. 2.400 ansatte fordelt på mere end 100 forretningsenheder i hele Norden. Koncernen er den største danskejede leverandør til byggeriet med aktiviteter inden for salg og distribution af byggematerialer. Bygma Gruppen omsatte i 2019 for 8,4 mia. DKK.