Pressemeddelelse -
Handelselev fra Bygma konkurrerer i Verdens Vildeste Brobyggere
Handelselev fra Bygma konkurrerer i Verdens Vildeste Brobyggere
Bygma Køges salgstrainee, Sigrid Preen Pych, deltager i den prestigefyldte konkurrence Verdens Vildeste Brobyggere – en unik mulighed for at få indsigt i byggebranchen på tværs af faggrænser.
Salgstrainee Sigrid Preen Pych fra Bygma Køge har smøget ærmerne op og deltager i år brobygningskonkurrencen Verdens Vildeste Brobyggere, hvor 3 hold dyster om at bygge en rigtig bro på bare 7 timer. I år skal holdene, som består af unge bygningskonstruktørstuderende, ingeniørstuderende, håndværkerlærlinge og handelselever bygge broer over Suså i Næstved den 4. juni.
De unge har det sidste ord
Byggebranchen har brug for dygtige fagfolk, som ikke kun har viden om materialer, men som også er gode til samarbejdet med forskellige faggrupper. Derfor er det en spændende chance for Sigrid at prøve sig selv af i et tværfagligt og praktisk projekt. Hun er allerede nu i fuld gang med forberedelserne sammen med sit hold. Her har hun ansvar for at styre byggebudgettet og bestille materialer hjem, så alt er klar til brobygnings-konkurrencen bliver skudt i gang.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at være med i et projekt fra idéfase til broen er bygget. Det er første gang, at jeg selv skal tage ansvar for det hele, og det er både spændende og lidt nervepirrende, at det er os unge på holdet, som har det sidste ord, fortæller Sigrid.
Forståelse for hele værdikæden i byggebranchen
Sigrid er 2. års salgstrainee i Bygma Køge og hun har allerede været rundt i flere afdelinger og lært om både logistik og salg af forskellige varer. Derfor har hun efterhånden opbygget et godt kendskab til Bygmas mange produkter og hele værdikæden. Den viden skal hun nu sætte i spil i brobygnings-konkurrencen.
Bygma satser på faglig udvikling
Hos Bygma Køge er de stolte af at have en salgstrainee, som tør tage udfordringen op. Direktør for Bygma Køge, Jan Lange, ser Sigrids deltagelse som et bevis på, at Bygmas elev-program gør en forskel.
- Vi arbejder målrettet på at udvikle vores salgstrainees, så de ikke kun bliver stærke sælgere, men også får en faglig forståelse for byggebranchen og værdikæden. Sigrids deltagelse i Verdens Vildeste Brobyggere viser netop, hvor vigtigt det er at tilegne sig praktisk erfaring i løbet af uddannelsen. Det skaber bedre kundeservice og relation, fordi de forstår håndværkernes behov og derfor kan give dem den bedste service, siger direktør i Bygma Køge, Jan Lange.
En stærk fremtid i byggebranchen
For Sigrid handler konkurrencen ikke kun om at bygge en funktionel bro over Suså. Det handler også om at bygge bro mellem teori og praksis. Hun ser det som en vigtig erfaring, der kan hjælpe hende videre i sin karriere.
- Når jeg har set, hvordan håndværkerne arbejder med materialerne i praksis, bliver jeg endnu bedre til at vejlede dem. Og så er det jo fedt at prøve kræfter med en konkurrence, hvor jeg virkelig kan teste min viden og mine evner i samarbejde med andre, afslutter Sigrid.
Direktør for Bygma Køge, Jan Lange, og hele Bygma, ønsker Sigrid held og lykke i konkurrencen og glæder sig til at følge hendes udvikling i Bygma Køge.
Fakta:
- Det er 3. gang, at Bygma stiller med konkurrencedeltagere i Verdens Vildeste Brobygger
- Bygma har 100 elever under uddannelse hvert år
- Bygma arbejder målrettet med uddannelse af alle medarbejdere og har flere interne uddannelser, der sikrer, at alle medarbejdere kan udvikle og uddanne sig. Bygmas salgstrainees kan eksempelvis videreuddanne sig på vores overbygning til handelsuddannelsen, Bygma Sales Excellence, allerede ét år efter endt elevtid.
Emner
Kategorier
Bygma Gruppen beskæftiger ca. 2.700 ansatte fordelt på mere end 100 forretningsenheder i hele Norden. Koncernen er den største danskejede leverandør til byggeriet med aktiviteter inden for salg og distribution af byggematerialer. Bygma Gruppen omsatte i 2022 for 11,6 mia. DKK.