Pressemeddelelse -
Ny direktør for Bygma Amager
Lasse Reimers (45) er udnævnt til trælastdirektør for Bygma Amager pr. 1. januar 2021.
Lasse Reimers er uddannet i trælastbranchen, og tog som ganske ung til England, hvor han arbejdede i et trælastagentur. Efter hjemkomsten fulgte en årrække i andre virksomheder i branchen, inden han i 2003 kom til Bygma Roskilde; først som sælger i projektafdelingen, derefter som ekstern sælger. I 2014 blev Lasse Reimers udnævnt til salgschef i Bygma Amager.
God timing
Den nyudnævnte direktør brænder for salg og kundekontakt, og har indtil nu trivedes godt i jobbet som salgschef. Det er derfor efter moden overvejelse, at han nu stepper op og overtager ledelsen af forretningen på Amager. ”Det er en fantastisk mulighed for mig personligt og en stor tillidserklæring fra Bygma. Timingen er perfekt i forhold til min erfaring og min familiesituation, så jeg glæder mig meget til de nye udfordringer”, siger Lasse Reimers.
Stejl læringskurve
Når Lasse Reimers den 1. januar træder ind i sin nye rolle, er det både nye og velkendte opgaver, der venter. Bygma Amager har ca. 40 medarbejdere, og forretningen er karakteriseret ved en god stemning - både internt blandt medarbejderne og i forhold til de mange loyale kunder, der bl.a. tegner sig for et stort afhenter-salg. ”Jeg har personlige relationer til mange af kunderne, og jeg kender medarbejdernes profiler og dermed deres styrker. Jeg vil lægge stor vægt på at fastholde det gode personale, så vi kan bevare kontinuiteten. Personligt forudser jeg en stejl læringskurve, da der også er meget nyt at sætte sig ind i.”
Lasse Reimers bor i Måløv og er gift med Mie. Parret har to sønner på 8 og 11 år. Fritiden bruges primært på vin, mad og sport, hvor paddeltennis, tennis, og maratonløb er blandt de foretrukne sportsgrene.
Emner
Kategorier
Regions
Bygma Gruppen beskæftiger ca. 2.400 ansatte fordelt på mere end 100 forretningsenheder i hele Norden. Koncernen er den største danskejede leverandør til byggeriet med aktiviteter inden for salg og distribution af byggematerialer. Bygma Gruppen omsatte i 2019 for 8,4 mia. DKK.