Pressemeddelelse -
Ny direktør for Bygma Næstved
Jesper Nielsen (50) er udnævnt til trælastdirektør for Bygma Næstved pr. 1. december 2020. Han været salgsdirektør i Bygma Roskilde siden 2016, og er bl.a. dybt involveret i Bygmas bæredygtighedssatsning.
Jesper Nielsen er uddannet i trælastbranchen og efter nogle år som ekstern sælger i en anden virksomhed i branchen kom han i 2008 til Bygma Herlev og derefter til Bygma Roskilde. Her tog karrieren for alvor fart; Jesper Nielsen blev i 2011 udnævnt til salgschef og 4 år senere til salgsdirektør med ansvar for 24 sælgere, 2 mellemledere og med elevansvar.
Bæredygtige kompetencer
Jesper Nielsen spiller en vigtig rolle i forbindelse med Bygmas ambition om at være med til at udbrede det bæredygtige byggeri i Danmark. Han er medlem af Bygmas strategiske bæredygtighedsgruppe, og har på Sjælland en ’spydspidsrolle’ der skal sikre, at alle medarbejdere i Bygma med kundekontakt er klædt på til at vejlede om bæredygtige produkter, certificeringer og dokumentation. Jespers store erfaring med bæredygtigt byggeri vil derfor også komme kunderne i Bygma Næstved til gode.
Erfaren leder
Når Jesper Nielsen nu har takket ja til at blive direktør for Bygma Næstved, er det med en ambition om at få nye udfordringer og om at lede en professionel forretning af en vis størrelse. ”I Næstved har vi både kompetente medarbejdere, et stort lokalt kundegrundlag og synlighed i lokalområdet. Jeg ser gode muligheder for vækst og for at videreudvikle både forretningen og mig selv”.
Ledelsesmæssigt kommer Jesper Nielsen med en god ballast. Udover den praktiske ledelseserfaring fra Bygma Roskilde, har han gennemført Bygmas 1½-årige salgslederuddannelse, som har trænet ham i diverse ledelsesdiscipliner, såsom forandringsledelse, kommunikation og salgspsykologi.
Lokalt netværk
”Jeg glæder mig til at lære medarbejdere og kunder i Bygma Næstved at kende og til at danne mig et overblik over forretningen og arbejdsrutinerne. Jeg vil desuden hurtigst muligt søge at skabe et lokalt netværk, så jeg kan bidrage positivt til udviklingen af området”.
Privat er Jesper Nielsen gift med Lone, som er grafiker og sammen har de Iben på 15 år. Familien bor i Tølløse og har netop købt sommerhus ved Sejerøbugten. Både Jesper og hustruen holder af lange gåture i skoven med den brune Labrador Cody. Den øvrige fritid bruges på golf, mountainbike og skiløb.
Emner
Kategorier
Regions
Bygma Gruppen beskæftiger ca. 2.400 ansatte fordelt på mere end 100 forretningsenheder i hele Norden. Koncernen er den største danskejede leverandør til byggeriet med aktiviteter inden for salg og distribution af byggematerialer. Bygma Gruppen omsatte i 2019 for 8,4 mia. DKK.