Pressemeddelelse -
Ny direktør i Bygma Herlev: Johan Bergstrøm tiltræder 1. juli
Bygma Herlev får ny direktør pr. 1. juli 2025. Johan Bergstrøm, der i over et årti har gjort karriere i Bygma, overtager ledelsen af forretningen og bringer bred erfaring, stærke værdier og et smittende engagement med sig.
Johan Bergstrøm overtager ledelsen af Bygma Herlev fra Steen Bjerg, der efter en flot karriere går på pension og overleverer en veldrevet og ny ombygget forretning.
Johan startede i Bygma for godt 10 år siden som filialchef i Hårlev – med 10 års forudgående erfaring fra trælastbranchen. Siden har han haft ledende roller i flere forskellige Bygma-filialer på Sjælland.
– Jeg er superlykkelig for at fortsætte i Bygma og glæder mig meget til at stå i spidsen for filialen i Herlev, fortæller Johan Bergstrøm.
Erfaren leder med passion for mennesker og handel
– At have arbejdet i flere meget forskellige Bygma-filialer har givet mig et bredt og værdifuldt perspektiv. Jeg har lært utrolig meget – især på det ledelsesmæssige plan. Jeg har mødt mange forskellige mennesker gennem årene, og det har givet mig en holistisk forståelse for både mennesker og organisationer.
Medarbejdertrivsel og kundeoplevelser er helt centrale for den kommende direktør:
– Jeg vil gerne have folk til at lykkes. Jeg forsøger at være empatisk og rummelig i min ledelsesstil og stræber efter at få en god forståelse for den enkelte medarbejder. Og så elsker jeg at have med kunderne at gøre – glæden ved at hjælpe dem med at finde de rigtige løsninger, den driver mig.
Regionsdirektør: “Johan er den helt rette til opgaven”
Regionsdirektør Morten Kvist ser frem til samarbejdet:
– Johan er en stærk og tillidsvækkende leder med stor erfaring og en naturlig evne til at engagere både medarbejdere og kunder. Han har bevist sit værd i flere af vores filialer og har et klart blik for både drift og udvikling. Jeg er overbevist om, at han er den helt rigtige til at videreføre og videreudvikle Bygma Herlev.
Klare ambitioner: Flere kunder og stærkere relationer
For Johan Bergstrøm betyder det gode købmandskab meget samtidig med, at han også lægger stor vægt på at skabe en god og tillidsfuld kultur i forretningen i Herlev:
– Herlev er en meget veldrevet filial, og jeg vil arbejde for, at vi fortsat giver vores kunder en fantastisk betjening. Samtidig drømmer jeg om, at vi får fat i endnu flere lokale kunder og øger det opsøgende salg. Jeg lægger stor vægt på at fastholde den gode stemning, sammenholdet og holdånden – og det er jeg helt tryg ved, for der er allerede en fantastisk god medarbejdergruppe.
I Bygma er der frihed og kort vej fra idé til handling
For den kommende direktør er det netop den særlige kultur i Bygma, som gør det ekstra motiverende at være en del af virksomheden, og han glæder sig meget til at komme i gang med arbejdet i Herlev:
– Noget af det mest inspirerende ved at arbejde i Bygma er den høje grad af frihed inden for klare rammer. Vi er ægte købmænd, og et ord er et ord. Der er kort vej fra idé til handling, og det gør, at vi sammen kan skabe noget endnu større.
Med Johan Bergstrøm ved roret står Bygma Herlev godt rustet til fremtiden – med fokus på både mennesker, forretning og lokal forankring.
Emner
Kategorier
Regions
Bygma Gruppen A/S beskæftiger godt 3.000 medarbejdere fordelt på flere end 125 forretningsenheder i Nord- og Centraleuropa. Koncernen er den største danskejede leverandør til byggeriet med aktiviteter inden for salg og distribution af trælastprodukter og bygningsartikler til de professionelle håndværkere og private forbrugere. Med en samlet omsætning på ca. DKK 10 mia. hører Bygma Gruppen A/S til blandt de største i branchen.