Gå til indhold
Nyt regnskab fra Bygma Gruppen: Bygma Gruppen præsenterer rekordomsætning i et uforudsigeligt marked
Nyt regnskab fra Bygma Gruppen: Bygma Gruppen præsenterer rekordomsætning i et uforudsigeligt marked

Pressemeddelelse -

Nyt regnskab fra Bygma Gruppen: Bygma Gruppen præsenterer rekordomsætning i et uforudsigeligt marked

I et svært uforudsigeligt marked med lav aktivitet i byggebranchen i 2. halvår har Bygma Gruppen A/S, den største danskejede leverandør til byggeriet, leveret den største omsætning i virksomhedens 74-årige historie.

Bygma Gruppen A/S kan i sit årsregnskab for 2025 præsentere en nettoomsætning på 11,6 milliarder kroner, hvilket er rekord for koncernen. Resultatet er en kombination af organisk vækst, et fuldt år med koncernens polske selskab AB Bechcicki samt et marked med forholdsvis lav aktivitet i 2. halvår.

- Bygma Gruppen leverer et nogenlunde tilfredsstillende resultat i et marked, der har været svært uforudsigeligt siden Corona-pandemien i 2020, med geopolitiske uroligheder, inflation, told- og tariftrusler og generel afmatning, fortæller koncernchef for Bygma Gruppen A/S, Peter H. Christiansen.

Forskellige markedssituationer for de udenlandske selskaber

Med aktiviteter i Danmark, Sverige, Island, Færøerne, Grønland og Polen oplever den nord- og centraleuropæiske koncern stor forskel i de markeder, som den opererer i.

- Vi oplever meget forskellige markedssituationer fra land til land, hvilket også betyder, at der er forskel på performance i vores respektive udenlandske selskaber. I Island har vi oplevet et relativt højt renteniveau og en generel afmatning i markedet, hvilket har resulteret i, at vi har valgt at lave et direktørskifte for at skabe en ny dynamik og skærpet fokus. I Sverige har vi slået markedet, bygget nye filialer og taget markedsandele i et stærkt konkurrencepræget marked. Det er fantastisk flot, hvad vores svenske kollegaer har leveret og fortsat leverer. I Polen er markedet udfordret af høj inflation og et højt renteniveau, og de geopolitiske spændinger har lagt en dæmper på udviklingen. Her har vi gang i en større turn-around i forhold til vores polske selskab, hvor vi fokuserer på de synergier og stordriftsfordele, vi kan drage af at være en nord- og centraleuropæisk koncern, forklarer Peter H. Christiansen.

Styrket tilstedeværelse og fokus på kunden

I koncernens danske selskab, Bygma A/S, har man styrket positionen og åbnet et stort proff- og logistikcenter i Esbjerg, bygget efter DGNB Guld-standard, så koncernen nu råder over to filialer i Danmarks femtestørste by.

- Åbningen af vores nye proff- og logistikcenter i Esbjerg flugter med vores strategiske fokus på at have materialerne tæt på kunden og kundens projekter, så vi kan sikre hurtig levering og gøre det nemt og effektivt for kunderne at handle med os. Det er en integreret del af vores tilgang til kunderne, at det skal være let og ligetil. Både når det handler om den fysiske handel og vores digitale serviceværktøjer, såsom vores dokumentationsplatform, ProffDok, der virkelig gør det let for kunderne at levere den nødvendige dokumentation i forhold til for eksempel de skærpede klimakrav. Alt, hvad vi gør, skal tage udgangspunkt i at skabe værdi for kunderne og lette deres hverdag. De oplever rigeligt med bøvl og krav i en hektisk hverdag, fortæller Peter H. Christiansen.

Stærkt fundament og fokus på vækst

Selvom markedet har været svært og uforudsigeligt siden 2020, har Bygma Gruppen formået at levere stærke resultater og skabe et fundament, der gør, at koncernen står stærkt og er rustet til de kommende år.

- Vi oplever fortsat en del geopolitisk uro, global usikkerhed og et marked, der er præget af lavere aktivitet både internationalt og i Danmark. Vi står på et utroligt stærkt fundament, hvor vi har mulighed for at styrke vores position i de lande, vi opererer i, samt udnytte de muligheder, der må opstå. Om det er igennem strategiske opkøb, åbning af nye lokationer eller nye forretningsområder, må tiden vise, afslutter Peter H. Christiansen.

Emner

Kategorier

Regions


Bygma Gruppen A/S beskæftiger godt 3.000 medarbejdere fordelt på flere end 125 forretningsenheder i Nord- og Centraleuropa. Koncernen er den største danskejede leverandør til byggeriet med aktiviteter inden for salg og distribution af trælastprodukter og bygningsartikler til de professionelle håndværkere og private forbrugere. Med en samlet omsætning på ca. DKK 11,6 mia. hører Bygma Gruppen A/S til blandt de største i branchen.

Kontakt

  • Koncernchef Peter H. Christiansen, Bygma
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    7236 x 4826, 37,1 MB
    Download