Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Take back-løsninger bygget på stærke partnerskaber

Njordrum Cares projekt Bosted i Pindstrup er et bosted for personer med autisme og et stærkt eksempel på, hvordan stærke partnerskaber kan understøtte ansvarligt byggeri og innovative take back-løsninger.

Ved Bosted i Pindstrup er det lykkedes for Njordrum Care at understøtte arkitekturen, der aktivt bidrager til beboernes trivsel og udvikling. Bygningernes skala, rumforløb og materialer er nøje afstemt efter de udfordringer og potentialer, personer med autisme oplever.

Projektet består både af renovering og reetablering af eksisterende byggeri samt modulært nybyggeri. Som en del af løsningen har Njordrum Care inkluderet en række take back-løsninger, der giver affalds- og restmaterialer nyt liv og løfter dem fra bortskaffelse til genanvendelse i affaldshierarkiet.

’Vores ambition er at forene kvalitet i både byggeri og arkitektur med et stærkt fokus på ansvarlighed. Genanvendelsen af glasruderne er et lille, men vigtigt tiltag, der viser, hvordan bæredygtighed kan integreres på mange niveauer i et projekt som Bosted Pindstrup,’ siger Steffen Toft, direktør og partner i Njordrum Care.

Stærke partnerskaber skaber stærke løsninger

Selve tanken om take back-ordningerne blev introduceret af Bygma, der er materialeleverandør til projektet. Bygmas bæredygtighedsteam har over en længere periode arbejdet med at sætte take back-ordninger i system i samarbejde med en lang række stærke partnere, så særligt miljøtunge fraktioner som glas, sten/tegl, isolering, gips og træ kan gå fra bortskaffelse til genanvendelse i affaldshierarkiet.

’Udover at levere kvalitetsmaterialer og en stærk dokumentationspakke har vi stort fokus på, hvordan vi kan hjælpe vores kunder med at reducere deres spild og affald, både når der bygges nyt og renoveres. Derfor har vi med hjælp fra vores leverandører og udvalgte samarbejdspartnere sat take back-ordninger i system, så det er let og ligetil for vores kunder at benytte dem. Fælles for alle er, at kunden får en mængde- og CO₂-opgørelse, som et meget synligt bevis på værdien af initiativet,’ siger Emil H. Pelsen, bæredygtighedskonsulent i Bygma, Region Midt.

90 % af byggeaffaldet håndteres til genanvendelse eller anden materialenyttiggørelse

Et af de store indsatsområder, hvor take back-ordningen har gjort en håndgribelig forskel, er på affaldshåndteringen. Her har Njordrum Care, Bygma og Marius Pedersen sammen arbejdet på en struktureret og dokumenteret affaldshåndtering med fokus på en høj andel til genanvendelse.

Det har resulteret i en samlet indsamling af byggeaffald på over 29 tons, fordelt på blandt andet træ, metal, plastfolie, pap og kabelskrot, med en andel til genanvendelse eller anden materialenyttiggørelse på hele 91,14 %.

’Ingen kan løfte den grønne omstilling alene. Vi tror på, at samarbejde og nytænkning er nøglen til øget genbrug og genanvendelse. Take back-ordningen med blandt andre Bygma er et godt eksempel på, hvordan vi sammen skaber resultater ved at gøre cirkulær økonomi mere konkret og praktisk i byggebranchen,’ udtaler Chanett Camillo Pedersen, bæredygtighedschef, Marius Pedersen.

Udover take back-løsningen via Marius Pedersen har Njordrum Care også samarbejdet med Isover omkring genanvendelse af gamle vinduer. I alt er der sendt 16.000 kg glas fra Pindstrup til Isover. Det omdannes til 8.400 m² isolering og giver en dokumenteret CO₂-besparelse på 3.361 kg sammenlignet med konventionel produktion.

Emner

Kategorier


Bygma Gruppen A/S beskæftiger godt 3.000 medarbejdere fordelt på flere end 125 forretningsenheder i Nord- og Centraleuropa. Koncernen er den største danskejede leverandør til byggeriet med aktiviteter inden for salg og distribution af trælastprodukter og bygningsartikler til de professionelle håndværkere og private forbrugere. Med en samlet omsætning på ca. DKK 10 mia. hører Bygma Gruppen A/S til blandt de største i branchen.

Kontakt